Viborg venter på hjemmebanen mandag aften - foto Jan Palle Justesen

05.01.25

Efter det kedelige nederlag på udebane i Bjerringbro er der kommet ekstra tryk på HH Elite inden mandagens kamp mod et af de hold, der bejler kraftigt til slutspillet i form af Viborg HK. Ronni Boy fik ikke den ønskede start på livet som cheftræner i HH Elite, da Bjerringbro sikrede sejren i kampens sidste sekunder. Forhåbentligt kommer det til at gå ud over Viborg i mandagens kamp.

Viborg har i denne sæson startet glimrende, men på det seneste har der været nogle svipsere. Et kæmpenedelag til Odense lige inden EM-pausen og et nederlag til Nykøbing Falster Håndbold i årets første kamp har ikke været optimalt, og hvis nedturen fortsætter for Viborg HK, kan de gulblusede fra HH Elite måske få en hjemmesejr over rivalerne fra Viborg. En rivalisering der startede helt tilbage dengang Ulrik Wilbek trænede Viborg, og Benny Brandt stod bag Horsens Håndboldklubs opstigning gennem rækkerne.

Der er gratis adgang til mandagens kamp i Forum Horsens. Det er Horsens Folkeblad, der sponsorerer kampen og giver horsensianerne mulighed for at stifte bekendtskab med kvindehåndbold fra øverste hylde i Danmark. Se på HH Elites Facebook-profil hvordan du kan få en gratis billet til kampen, der spilles kl. 19.00 i Forum Horsens