Vi tog sejren i tæt opgør mod HØJ Elite
Det blev en kamp, hvor føringen skiftede flere gange, da vi lørdag var på besøg hos HØJ Elite. Efter 60 minutters håndbold kunne vi tage hjem med en sejr på 30 - 34.
Kampen bølgede frem og tilbage fra start, og ingen af holdene formåede for alvor at få kontrol over opgøret. HØJ Elite havde perioder, hvor de satte sig på kampen, men vi svarede igen og holdt os hele tiden tæt på.
Det samme billede fortsatte efter pausen. De to hold skiftedes til at være foran, og der skulle arbejdes for hver eneste scoring. Mod slutningen lykkedes det os at få skabt det nødvendige hul, og dermed kunne vi tage sejren med fire mål.
Thea Rasmussen blev vores topscorer med seks scoringer, mens resten af målene var meget ligeligt fordelt. Katrín, Tea Hein, Smilla Hede, Sidsel Poulsen, Laura Holm og Louise Søndergaard scorede hver fire gange.
Sejren kommer i en periode, hvor vi fortsat arbejder på at få relationerne på plads og finde rytmen gennem større dele af kampene.
Allerede onsdag venter næste opgave, når vi klokken 19.00 møder Sønderjyske Kvindehåndbold på BGI Akademiet. Kampen spilles på BGI, fordi Forum Horsens er optaget.
Der er dermed ikke meget tid til at hvile på lørdagens sejr, inden vi igen skal i aktion.
