Velkommen til JAKO, som fra sommer bliver ny tøjpartner i HH Elite.
Fra sæsonen 2024/2025 kommer HH Elite og HH Ungdom til at optræde i nye spillerdragter. Det sker efter HH Elite har indgået et nyt samarbejde med den lokale grossist, Enjoy Sport, der i Danmark er eneforhandler af det store tyske sportsbrand, JAKO.
- Efter en grundig proces hvor vi har undersøgt markedet, er valget nu faldet på Enjoy Sport og JAKO. JAKO kommer med en stærk viden og erfaring fra flere forskellige sportsgrene. Flere store udenlandske hold og landshold benytter allerede JAKO som tøjleverandør nu, hvor de løbende har øget deres funktionalitet og kvalitet. Det bliver vi nu en del af. Simon Lindhardt, Kommerciel ansvarlig.
- Vi er stolte over at Enjoy Sport og JAKO har valgt HH Elite til at markedsføre sig i Danmark. Vi kan virkelig mærke at Peter og Anders er interesseret i at få et godt samarbejde op at køre, og at vi har en stor prioritet hos dem. Det har også været en stor prioritet for os at finde en tøjpartner med lokale rødder. Forhåbentlig kan partnerskabet med Enjoy Sport også udmønte sig i yderligere netværk for HH Elites vedkommende, da vi nu får en markant sponsor i Tørring.
Fokus på håndbold
JAKO har siden 1989 produceret sportstøj med fokus på kvalitet, og er bredt anerkendt blandt atleter og sportsudøvere i Tyskland. Som Nr.1 på holdsport i Tyskland har JAKO fra begyndelsen haft fokus på fodbold. Håndbold er nu blevet en stor sport i Tyskland og med erfaringen har JAKO udviklet spillesæt til håndbold. Med flere store klubber og landshold som sparringspartner er tøjet hele tiden blevet forbedret og tilpasset.
I processen har vi fået hjælp fra Mai Kragballe til at designe og udvælge tøjet:
-Det har været utroligt fedt at være en del af processen omkring at vælge vores spillertøj til næste sæson. Enjoy Sport har været meget lydhør og interesseret i at vi får det bedst mulige tøj. Det giver en ny dimension til klubben, at vi nu får et virkelig stærkt udtryk på både spillertøj, paradedragter, træningstøj og overtøj. Det betyder meget at man føler sig tilpas i det arbejdstøj man render rundt i dagligt og så håber jeg, at det nye tøj kan være med til at få os højere op i tabellen fremover.
Farvel til Hummel
Med aftalen med Enjoy Sport og JAKO er det også farvel til Hummel som har været HH Elites tøjpartner siden klubbens start i 2014.
Hummel har været med i både gode og dårlige tider. Vi har både oplevet oprykninger i Hummeltøj og nedrykninger i Hummeltøj. I HH Elite har vi haft et super godt samarbejde med Hummel, og er Hummel evige taknemmelige for samarbejdet gennem de seneste 10 år.
Enjoy Sport og JAKO går all in på HH Elite og Danmark.
Med denne aftale ønsker JAKO at vise sig frem hos de danske håndboldspillere. HH Elite bliver JAKOs første aftale med en ligaklub i Danmark. Udover at blive tøjpartner i HH Elite, bliver Enjoy Sport og JAKO også en af klubbens største sponsorer.
- HH Elites værdier er noget som vi kan spejle os selv i. Der har været en god dialog med Jørgen og Simon Lindhardt lige fra starten af, hvor vi har kunnet mærke hvor meget de brænder for projektet. Vi er stolte over at levere tøj til en stor lokal klub, og glæder os utrolig meget til samarbejdet. Peter Baun, Enjoy Sport.
- Som tøjpartner i HH Elite og HH viser vi Danmark, at vi vil håndbolden. Vi ser det som en kæmpe mulighed for at komme ind på markedet for håndbold, og få skabt et netværk. JAKO leverer allerede tøj til flere store hold i verden, og som eneforhandler af JAKO i Danmark ønsker vi at øge kendskabet til brandet og vise hvad vi kan.
Vi ser utrolig meget frem til samarbejdet med Enjoy Sport og JAKO. De gule hjerter må dog vente lidt endnu på de nye JAKO-trøjer. De bliver nemlig først afsløret senere på året, når vi præsenterer tøjet for den kommende sæson.