Velkommen hjem i Torstedhallen - fotos Arendina de Jong og Jan Palle Justesen

01.05.26

Da Horsens havde deres storhedstid i 70erne og 80erne, var det i Torstedhellen, det foregik. Dengang kunne der stoppes i omegnen af 1500 tilskuere ind, når Sole eller Tønning/Træden kom forbi.  Det var før Parkhallen og senere Forum Horsens blev bygget. Nu vender HH Elite tilbage til rødderne i slutspillets sidste hjemmekamp mod Ikast. HH Elite har spillet kampe i netop den hal, sidst EU formandsskabet havde forret i Forum Horsens, og er faktisk ubesejret i Torstedhallen i denne sæson.

Uldjyderne overraskede midt på ugen stort, da de slog Odense med 37-36 og dermed overtog førstepladsen i slutspilspuljen. Det er ikke længe siden HH Elite sidst spillede mod Ikast. Det foregik på heden og der var godt nok langt hjem med en røvfuld på 32-22. Helt så galt skulle det meget nødigt gå lørdag eftermiddag, når de to hold igen er at finde på hver sin side af midten. Favoritrollen ligger helt klart hos udeholdet, men hvis HH Elite kan finde nogle af de takter, de leverede i midtugekampen mod Viborg, er der udsigt til en jævnbyrdig kamp.

Lørdagens kamp er samtidigt et farvel til de spillere, der forlader HH Elite efter sæsonen. Kom forbi og i god tid og tag afsked med Romee Maarschalkerweert, Maria Højgaard, Maria Nolsoy, Frida Haug Hoel og de øvrige profiler, der har valgt at gå andre veje inden næste sæson begynder.

Kampen fløjtes op kl. 14.00 og spilles som før nævnt i Torstedhallen

Peter Møller Troelsen, journalist (DJ)