Svær opgave venter HH Elite på heden - foto Arendina de Jong
Et af de tre bedste hold i kongeriget Danmark venter på HH Elite i onsdagens kamp mod Ikast. I år har Ikast været en ganske succesfuld deltager i Champions League. Senest med en ualmindelig sikker sejr over et polsk hold i den just forgangne weekend, og alt ser ud til at Ikast går videre til mellemrunden i den fineste turnering for klubhold.
Også i Kvindeligaen har Ikast haft god succes i denne sæson. Foreløbigt er det kun blevet til to nederlag. Det uundgåelige til Esbjerg, der har knust al modstand i denne sæson og så et mere overraskende nederlag til midterholdet København håndbold. Derfor skal HH Elite virkeligt have alting til at spille sammen, hvis det skal blive til point til Claus Mogensen og hans tropper i onsdagens kamp.
Målt på indsatsens i sidste onsdags hjemmekamp mod Viborg, går HH Elite en god halvsæson i møde. Glemt var de dårlige kampe i første halvdel af turneringen, de mange udfald og den gang ”hovedet-under-armen-håndbold”, tilskuerne ofte fik at se, når de gulblusede fra Horsens optrådte i slutningen af 2023, var byttet ud med god håndbold i begge ender. Glædeligt er det at Kristin Thorleifsdottir igen har fundet formen og både Sando og Bisgaard i målet er kommet i en form, hvor modstandernes skytter får sværere og sværere ved at passere dem. Om det er nok til at få et point eller to med hjem i bussen er tvivlsomt, men ikke umuligt.
Næste hjemmekamp for HH Elite er onsdag d. 24. januar kl. 19.00 i Forum Horsens. Modstanderen i den kamp er et af de hold, HH Elite skal på jagt efter, hvis de stadigvæk drømmer om et top otte resultat, nemlig Silkeborg-Voel KFUM, der blandt andet har den tidligere skarpskytte fra HH Elite Maria Holm på holdet. Kom i hallen og bak op om byens elitehold.