SønderjyskE venter i anden kamp i kvalifikationsspillet - foto Arendina de Jong
HH Elite skal en tur sydpå for at få afviklet anden kamp i det, der enten kaldes nedrykningsspillet eller lidt pænere kvalifikationsspillet. Uanset, hvad det kaldes, er modstanderen SønderjyskE, der er startet med to sejre i holdets to første kampe. Både Ajax København og Ringkøbing blev besejret i egen hule, og derfor ligger SønderjyskE på førstepladsen i kvalifikationsspillet med 5 point. Et de havde med over og fire fra deres to første kampe. Med en sejr over HH Elite er SønderjyskE sikret en ny sæson i landets bedste kvinderække.
HH Elite har tre point inden deres anden kamp i nedrykningsspillet, de to de fik med over for niendepladsen i grundspillet og det ene, de trods alt fik ud af kampen mod Skanderborg onsdag aften i Forum Horsens. Det var en jammerlig kamp med to svage hold og to svage dommere. Heldigvis kan man som spiller og træner for HH Elite trøste sig med, at det kun kan blive bedre i søndagens kamp.
Det kniber med spillere til søndagens kamp. HH Elites U19 hold, der ellers har været storleverandør til ligaholdet med alle de skader og graviditeter, der har haft i denne sæson, spiller DM finalestævne på Mors, så ingen U 19 spiller på holdkortet. Med det hold, HH Elite kan stille med søndag, må Sønderjyske være storfavoritter mod Horsensholdet. Om det også giver sig udslag i resultatet, ved vi søndag ved halv fire tiden. Kampen fløjtes op kl. 14.00 og der er gratis adgang hvis man viser sit HH Elite årskort i indgangen.