Sidste kamp i grundspillet - foto Jan Palle Justesen
Lad os håbe at armene er kommet ned efter onsdagens meriterende sejr over Silkeborg og kvalifikationen til slutspillet. Ellers bliver det en ualmindelig vanskelig kamp mod Viborg lørdag eftermiddag. Det er sidste runde i grundspillet og i alle kampe er der stort set noget på spil. Hvis Viborg slår HH Elite kan de, hvis resultaterne flasker sig, slutte som nummer fire og få et point med over i slutspillet. HH Elite bliver nummer otte uanset resultatet, og det vil være særdeles klogt, at få de spillere, der trækkes med småskader, klar inden slutspillet, så det ventes ikke, at HH Elite napper fjerde sejr i træk lørdag i Viborg.
Som tingene ser ud lige i skrivende stund kommer HH Elite til at møde Odense, Nykøbing og København i de seks slutspilskampe. Nykøbing ligger nummer fire og er favorit til at snuppe det ene point i slutspillet, der går til netop nummer fire. Nykøbing møder på udebane Silkeborg/Voel, der har absolut intet at spille for. København har hjemmekamp mod Ringkøbing, der heller ikke har andet end kejserens skæg at spille for. Esbjerg og Ikast spiller om andenpladsen og to point med over i slutspillet, og i bunden er der i den grad også noget at spille for.
I øjeblikket er Aarhus Håndbold nummer 12, og de møder suveræne Odense i sidste kamp i grundspillet. I den kamp kan Odense sikre en sæson med lutter sejre i grundspillet, så Aarhus ser ikke ud til at få point. Det kan være skæbnesvangert for århusianerne, fordi både Ålborg og Skanderborg, der ligger under Århus, har gode muligheder for at få en sejr i deres sidste kampe. Ålborg spiller hjemme mod Sønderjyske, der for længst er sikret en plads i slutspillet som nummer syv og Skanderborg, der i øjeblikket ligger til direkte nedrykning, har gode muligheder for at sejre i Bjerringbro, der også har udspillet sin rolle i grundspillet og ser ud til at stå godt i nedrykningsspillet. Da Aarhus er dårligere end både Ålborg og Skanderborg, kan de i værste fald risikere at tage den direkte billet ned i landets næstbedste række.
Peter Møller Troelsen, journalist (DJ)