Onsdag aften står der Viborg HK på menuen for HH Elite - foto Jan Palle Justesen

09.01.24

De to klubber har allerede mødt hinanden to gange i denne sæson. Det første møde var også sæsonens første kamp, hvor Viborg vandt med en enkelt pind efter en kamp, hvor de gule var med hele kampen og indimellem førte med både to og tre mål. Anderledes var det med kvartfinalen i pokalturneringen, hvor HH Elite fik prygl efter noder. Da den kamp var færdig, viste måltavlen i Forum Horsens 22 – 36.

Netop sejren i kampen mod HH Elite gav Viborg HK billetten til Final Four, hvor de grønblusede fra domkirkebyen dog tabte både mod Nykøbing og Odense. Senest vandt Viborg over Sønderjyske, og holdet ligger lunt i den ende af tabellen, der giver adgang til slutspillet, når grundspillet er overstået sidst i marts.

HH Elite krydsede klinger med topholdet Odense i årets første kamp, og selv om det ikke blev til point i den kamp, var der dog lovende takter fra spillerne, på trods af at både Laura Damgaard, Maria Højgaard og Mai Kragballe var fraværende i den kamp. Hvis de gode takter fortsætter onsdag aften, er det ikke usandsynligt, at der kommer point til HH Elite. I hvert fald er det tiltrængt efter en efterårssæson, der ikke levede op til forventningerne.

Vel mødt i Forum Horsens onsdag aften. Kampen fløjtes op præcist kl. 19.00.