Mai Kragballe: ”Et hårdt opstartsprogram skal medvirke til at vi ender i toppen af rækken.” - foto Simon Henriksen
Mai Kragballe var HH Elites fjerde signing forud for den kommende sæson, og den alsidige bagspiller gør nu status efter første uge i Horsens.
Mai er faldet godt til, efter hun er vendt hjem til Danmark, og holdet træner hårdt frem mod sæsonstarten.
”Det har været en god første uge. Det har været nogle hårde træninger, men med det jeg har set indtil videre, har jeg en virkelig god fornemmelse frem mod den nye sæson. Claus kan godt lide at træne, og han kan godt lide at træne hårdt, så vi har brugt en del tid på at løbetræne i hallen.”
Mai Kragballe blev hentet til HH Elite fra kaosramte Aarhus United, som hun ellers havde skrevet kontrakt med i første omgang. Mai vender hjem til dansk håndbold efter små to år i udlandet, hvor hun spillede for både franske Neptunes Nantes og svenske IK Sävehof. Sidstnævnte ophold endte med det svenske mesterskab. I det hele taget har 25-årige Mai Kragballe oplevet meget som håndboldspiller, og hun kommer da også til Horsens med både erfaring og mod på mere.
”Hvis vi følger den plan som Claus har lagt, kommer vi til at være i god form og så skal vi helt sikkert også gå efter at blande os i toppen af Kvindeligaen. Vi skal i slutspillet, og også meget gerne mere end det.”
Mai Kragballe får trøjenummer 14 i HH Elite. Du kan allerede på fredag se Mai og resten af holdet i aktion, når Skanderborg Håndbold kommer på besøg i årets første træningskamp. Kampen spilles i Forum Horsens kl. 15.00.