Lokalopgøret endte uafgjort - foto Arendina de Jong og Jan Palle Justesen
HH Elite havde vel sat næsen op efter en sejr i lørdagens lokalbrag mod Skanderborg Håndbold. Men som kampen udviklede sig må begge hold stille sig tilfreds med 1 point hver.
Gennem hele første halvleg fulgtes holdene ad, snart førte HH Elite, snart Skanderborg og ingen af holdene kunne skaffe sig en større afstand. HH Elite satte hjemmeholdets Clara Bang ud af spillet med en "skygning", der nærmede sig en mandsopdækning - til gengæld viste Verona Rexhepi på den modsatte back stor skudstyrke og blev kampens topscorer med 9 mål.
Fra HH Elite var især Romee Maarschalkeweerd og Mathilda Lundström fremtrædende med hver 5 scoringer i åbent spil. Mai Kragballe omsatte sikkert 3 straffekast ud over 3 mål i åbent spil og blev fuldt fortjent valgt som kampens spiller for HH Elite.
På trods af 28 mål imod sig var HH Elites forsvar stærkt og Skanderborg var nødt til at spille 7 mod 6 i anden halvleg for at kunne følge trop. Her var HH Elite flere gange foran med to mål, men formåede aldrig at lave det afgørende ryk. Samtidig blev man i et par situationer, hvor man havde overtaget i kampen ramt af udvisninger, som så bragte Skanderborg tilbage.
Du kan læse mere om kampen på hsfo.dk, hvor cheftræner Claus Mogensen har snakket med Torben Andersen fra Horsens Folkeblad: Klik her...