Lokalbrag på Fælleden i Skanderborg - foto Jan Palle Justesen
Lørdag eftermiddag står den på lokalopgør i Kvindeligaen. Skanderborg Håndbold tager imod HH Elite i en kamp, hvor der også dystes om en placering mellem de otte bedste hold i dansk kvindehåndbold. Ingen af holdene har haft en imponerende start på sæsonen, så lørdagens kamp er en kærkommen lejlighed til at forøge pointantallet. Skanderborg har inden lørdagens kamp to point efter en sejr overe Ringkøbing, imens HH Elite har skaffet tre point som følge af en sejr over Ringkøbing og en uafgjort mod EH Ålborg. En sejr lørdag vil katapultere vinderne op i den sjove ende af Kvindeligaen.
Lørdagens modstander fra Skanderborg fik for nyligt deres højre back Clara Bang udtaget til det danske kvindelandshold. Bang er et produkt af Skanderborgs fremragende akademi, hvor flere af spillerne på Kvindeligaholdet har fået deres håndbolduddannelse. SHEA, som akademiet hedder, klarer sig også fremragende i ungdomsrækkerne, så der er nok af talent at plukke af. Skanderborgs problem er bare, at mere pengestærke klubber ofte henter talenterne, inden de bliver seniorer.
HH Elite er ved at have fået spillet det nye hold sammen, og det er forventeligt, at man efter VM-pausen i december vil være på et niveau, hvor alle de nye spillere har fået lært at spille sammen. Med jævne mellemrum spiller HH Elite som en drøm, men desværre kommer der også noget mareridtslignende håndbold ind imellem. Hvis Claus Mogensen og hans spillere får bugt med det, ligner det en sæson, hvor HH Elite kan opfylde drømmen om at komme i slutspillet igen.
Hvis ikke du har andet på programmet lørdag kl. 13.30, så er der ikke langt til Skanderborg. HH Elite vil ved sikkerhed være kisteglade for opbakningen fra deres egne tilskuere i en hal, der ofte er gabende tom, når Skanderborg Håndbold spiller hjemmekampe.