Kampen mod overmagten - foto Arendina de Jong og Jan Palle Justesen

25.02.25

Det bliver så absolut ikke en walk over for HH Elite, når de onsdag aften gæster Dokken i Esbjerg. Der venter Team Esbjerg, som er blandt de allerbedste klubhold i verden. Senest har de kvalificeret sig direkte til kvartfinalerne i Champions League ved at blive nummer to i deres pulje efter det ungarske superhold Györ.

På hjemmefronten ligger Team Esbjerg på andenpladsen i ligaen efter Odense, der har vunder begge indbyrdes ligakampe i denne sæson. De to klubber vil givetvis mødes igen, når det spidser til i slutspillet. Indtil da skal Team Esbjerg have overstået de resterende kampe i grundspillet, og en af dem er altså kampen mod HH Elite onsdag aften kl. 18.30.

Tager man et hurtigt kig på spillerne på Esbjergholdet, falder adskillige store navne i øjnene. Af danske landsholdsspillere kan der i flæng nævnes Line Haugsted, Rikke Iversen, Michela Møller, Kaja Kamp og Anna Kristensen. Desuden gemmer der sig spillere som verdens allerbedste håndboldspiller anno 2025 i form af norske Henny Reistad, hendes landsmandinder Sanna Solbjerg-Isaksen og Live Rusfeldt Deila og andre landsholdsspillere fra europæiske topnationer. Navne der vil virke skræmmende på ethvert hold, når de står på den anden side af midterlinjen, inden kampen fløjtes op.

HH Elite skal mest af alt koncentrere sig om ikke at få en snitter af de store inden næste kamp mod Sønderjyske, der gerne skulle give point, hvis drømmen om en plads blandt de otte bedste hold i Danmark skal realiseres. Den kamp spilles som en aftenkamp i Forum Horsens søndag 2. marts kl. 20.00. Her er der brug for opbakning, uanset om det bliver til en godt eller et tåleligt resultat i Esbjerg onsdag aften.