Kampdag: HH Elite – Silkeborg-Voel KFUM. - Foto Jan Palle Justesen

25.08.23

En stor og vigtig pokalkamp venter, når HH Elite søndag eftermiddag går på banen i Forum Horsens. Her får du alt, hvad du skal vide om opgøret.

Kampfakta: HH Elite vs. Silkeborg-Voel KFUM

Spilletidspunkt: Søndag d. 27. august kl. 15:00

Spillested: Forum Horsens – Danmarks smukkeste håndboldhal.

Følg kampen her: https://www.instagram.com/hhelite/

Billet: https://hhelite.dk/p/billetter

Pokalhåndbold og HH Elite har i mange år ikke været et lykkeligt ægteskab. Sidste år røg vi ud med et brag til Aarhus United og året forinden var det Vendsyssel Håndbold der satte en stopper for drømmen om Final4.

Modsat ser det ud for søndagens modstander. Holdet fra Søhøjlandet kvalificeret sig i sidste sæson til Final4 stævnet, som de spillede på hjemmebane i Jysk Arena. Udover Final4, sluttede Silkeborg-Voel på en 7. plads i sidste sæsons grundspil. 

De seneste fem opgør mellem HH Elite og Silkeborg-Voel er endt med en sejr til sidstnævnte. Der er derfor ikke meget der taler for, at vores dårlige erfaringer med Final4 stopper i år.

Holdenes optakt til kampen:  

HH Elites træningskampe: T-U-V-T-V-T.
Silkeborg-Voels træningskampe: V-V-V-T-V.  

Resultaterne fra HH Elite har været svingende. På trods af de svingende resultater, har der været en stabil og fornuftig fremgang i spillet, og med udelukkende mindre skavanker hos enkelte spillere, ser truppen godt ud frem mod søndagens opgør.

Omvendt ser det ud for Silkeborg-Voel, der med undtagelse af et nederlag til Viborg, har gjort rent bord i deres fem træningskampe.

Silkeborg-Voel har, ligesom HH Elite, skiftet meget ud i spillertruppen siden sidste sæson, og har bla. fået tidligere HH Elite spiller, Maria Holm, på holdkortet. Holdet har blandt andre sagt farvel til et par profiler fra sidste sæson. Målvogter Filippa Idéhn er skiftet til Ikast Håndbold og Helene Kindberg er skiftet til København Håndbold.