Julehilsen fra direktør, Jørgen Møller
Kære alle
Så gik der endnu et år.
2023 blev et år hvor vi lykkedes med meget uden for banen, men også et år hvor vi igen vandt for få håndboldkampe til at være med der, hvor det virkeligt er sjovt at være. Vi har ikke mistet håbet, og vil i foråret kæmpe med næb og klør for at nå vores fælles målsætning om top-8 og en plads i slutspillet.
Uden for banen har vi ansat Claus Mogensen som ny cheftræner, forlænget aftalen med Ronni Boy som assistenttræner samt ansat Simon Lindhardt som kommerciel ansvarlig. Alle tre er ansættelser jeg er glad og stolt over, og som jeg er sikker på vil sætte hver deres individuelle præg på HH Elite og tophåndbold i Horsens i den kommende tid.
Dertil er Simon Henriksen – vores eventchef – i gang med at lære de forskellige processer på et kontor som vores, så han kan overtage yderligere ansvar fremover.
Med disse tiltag mener jeg, at vi er på plads uden for banen til at imødegå fremtidens udfordringer og er klar til et løbende generationsskifte de kommende sæsoner. Et generationsskifte der skal forbedre HH Elite, og som er en del af en længerevarende strategiproces i klubben.
Inde på banen er arbejdet med at styrke holdet gået i gang. Primært til næste sæson men vi kikker også på mulighederne i indeværende. I moderne håndbold kan vigtigheden af at være tidligt ude ikke undervurderes. Vi arbejder på højtryk for at sammensætte det stærkest mulige hold til den kommende sæson, hvor målet i HH Elite altid er en plads i slutspillet.
På sponsorsiden oplever vi stor loyalitet hos eksisterende og tilgang af en række nye, der ønsker at være en del af håndbolden i Horsens. Vores nye kommercielle ansvarlige, Simon Lindhardt, har mødt stor opbakning ude hos både nuværende og potentielle sponsorer - tak for at tage godt imod ham!
Endelig har vi en stor skare at passionerede frivillige, der yder en fantastisk indsats. De frivillige er uundværlige for en organisation som vores og uden frivillige, ingen elite. Jeg kan derfor ikke takke dem nok. De frivillige stiller trofast op til hver eneste hjemmekamp kl. 9 om morgenen, til sen aften. Jeg er utrolig taknemmelig for deres arbejde for at gøre HH Elite endnu bedre.
Ovenstående gør at jeg tror på fortsat fremgang i det kommende år. År 2024 er også året hvor HH Elite kan fejre 10-års jubilæum. Helt præcist er det i maj, men skulle det hænde at vi ikke har kamp dér, vil vi fejre jubilæet ved sidste hjemmekamp i foråret.
Stor tak for jeres engagement i 2023. Jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde.
Glædelige jul og godt nytår – vi ses i 2024.