Jakob Larsen krydser klinger med sit tidligere hold - foto Jan Palle Justesen og Arendina de Jong
Hvis der er en kamp, Nykøbing Falster gerne vil vinde i denne halvsæson, så er det kampen mod deres tidligere træner Jakob Larsen og hans nye hold fra HH Elite. Omvendt vil Larsen og hans spillere meget gerne have slettet nullet i tabellen og have en god hjemtur fra Falster onsdag aften.
Falstringerne er begyndt den nye sæson med to sejre over Sønderjyske og Bjerringbro, inden de kom i menneskehænder mod storholdet fra Odense. De gulblusede fra Horsens har endnu ikke prøvet at synge sejrssang i omklædningsrummet efter kampen. Med et skuffende nederlag i Bjerringbro og to knebne hjemmebanenederlag til Champions League klubberne fra Odense og Ikast.
Kampen på Falster er den sidste inden HH Elites Europaeventyr starter med en udekamp mod de tyrkiske mestre fra Yalikavak. Spændende eventyr for HH Elite og en velfortjent belønning for det forrygende flotte slutspil i sidste sæson.
Hvis du alligevel er på de kanter, så fløjtes kampen op i Spar Nord Boxen i Nykøbing Falster kl. 19.00.