Ikast bliver en hård nød at knække - foto Jan Palle Justesen

07.02.23

Onsdagens udekamp spilles i Ikast, hvor hjemmeholdet gør pointjagten ualmindeligt svær for HH Elite. Efter sidste uges nederlag til Silkeborg-Voel ser det stort set umuligt ud for HH Elite at komme med i det forjættede slutspil, hvor de otte bedste hold afgør det danske mesterskab indbyrdes. I stedet for ligner det et nedrykningsspil, hvor der spilles om en nedrykningsplads til det dårligste hold, der dog skal møde nummer 2 i 1. division om den endelige plads i Kvindeligaen.

Der sker meget omkring holdet i HH Elite, men desværre er det ikke til den positive side. Hege Løken er blevet knæopereret og er ude indtil næste sæson, og Maria Mose Vestergaard har besluttet at stoppe karrieren efter denne sæson. Hendes spillestil har slidt kroppen alt for hurtigt ned, og derfor er det svære valg faldet på en fremtid uden elitehåndbold. Mose bliver svær at undvære, både på og udenfor banen. Desuden er ledelsen i gang med at lede efter en træner til at afløse Jan Leslie, der fik opsagt sin kontrakt med udgangen af denne sæson.

Disse ting kan ikke undgå at påvirke et i øvrigt skadesplaget hold, der stiller op i onsdagens kamp som underdogs. Ikast er blandt topholdene i Kvindeligaen og de fører også deres pulje i European League med maksimumpoint efter fire kampe og er allerede kvalificeret til kvartfinalerne i den turnering. I ligaen ligger Ikast nummer 3 og blandt de store profiler er fløjspilleren Emma Friis og stortalentet Julie Scaglione, der debuterede på landsholdet i en alder af 17 år. En spiller Ikast og landstræneren venter sig meget af. Hvis du har tid og lyst så start bilen og kør en tur til Ikast.

Hvis du fremviser dit HH Elite årskort er der gratis adgang. Kampstart onsdag kl. 18.30.