HH Elite sikre på endnu en sæson på første klasse - foto MJ Foto

25.04.23

En overraskende sikker sejr over SønderjyskE var billetten til endnu et år i Kvindeligaen. På trods af skader, graviditeter og et DM for U19 hold var HH Elite helt suveræne i Åbenrå, hvor hjemmeholdet, der inden kampen førte kvalifikationsturneringen, fik læsterlige klø. På den måde fik HH Elite revanche for en ikke godkendt indsats mod Skanderborg i Forum Horsens.

Onsdagens kamp er mod Ajax København, der ligger sidst i kvalifikationsturneringen, er derfor en kamp der kan spilles uden nerver. I hvert fald for HH Elite. Modstanderne fra København er nødt til at vinde onsdagens kamp for at være sikre på at have en chance for at undgå nedrykningskampe mod enten Holstebro eller Ålborg inden deres sidste kamp i Skanderborg, der i skrivende stund ligger næstsidst. De møder onsdag SønderjyskE på udebane.

Hvilket hold træner Jan Leslie stiller med i København er endnu uvist, men der er mulighed for at bruge U19 spillere igen. og de tre spillere fra Horsens Håndboldklubs 3. divisionshold gjorde det glimrende i Åbenrå, så måske vil der være mulighed for genvalg. Kampen mod Ajax København spilles i Bavnehøjhallen i København kl. 19.30.