HH Elite på jagt efter oprejsning - foto Arendina de Jong

24.04.24

Når det onsdag aften går løs på Fælleden i Skanderborg er det et HH Elite hold, der i den grad har brug for at revanchere sig fra søndagens hjemmekamp, hvor Ringkøbing kørte de gulblusede over i anden halvleg. Efter en jævnbyrdig første halvleg gik alt det, der kunne gå galt, galt for HH Elite. Tabellen fortæller, at HH Elite er a point med Bjerringbro og kommer til at kæmpe til sidste kamp for at få endnu en sæson på første klasse. Ved pointlighed gælder placeringsrækkefølgen i grundspillet.

Tidligere på sæsonen har Skanderborg vist sig at være for stor en opgave for HH Elite, men onsdag aften giver mulighed for at lave lidt om på styrkeforholdet mellem de to arvefjender. Kampen er Skanderborgs første i nedrykningsspillet, og selv om de har to point med over fra grundspillet, er holdet endnu ikke sikre på en sæson mere i Kvindeligaen. Det vil de stort set være med en sejr over HH Elite, så der er meget på spil i onsdagens kamp.

Kampen spilles på Fælleden i Skanderborg, bare tyve minutters biltur fra Horsens. Mød op og vær med til at løfte HH Elite et niveau eller to op, så der bliver spænding i kampen. Kampstart kl. 18.30.