HH Elite kan sikre endnu en sæson i Kvindeligaen med en sejr onsdag i Århus - foto Arendina de Jong
Selv om indsatsen i de to første kampe så langt fra har været prangende, kan HH Elite med en enkelt sejr i onsdagens kamp sikre endnu en sæson i landets bedste kvinderække. Det kan lade sig gøre, fordi onsdagens modstander Aarhus United kun har fået samlet et point sammen i de foreløbigt tre kampe, holdet har spillet.
Aarhus United har været gennem en hård sæson med trænerfyringer, reorganisation af klubben og slutteligt har man fundet fine sponsorer til driften i flere år frem. Om det så rækker til endnu en sæson på banen vil vise sig onsdag aften. Et nederlag til HH Elite kan betyde en sidsteplads i kvalifikationsspillet, hvis HH taber årets sidste kamp til Bjerringbro. I så fald står århusianerne til to kampe mod Holstebro fra 1. division om en plads i næste års Kvindeliga.
Kampen mod Aarhus United spilles i Djursland Bank Arena onsdag kl. 19.00.
Der er gratis adgang, så hvis du har tid, så kør en tur til Århus og støt pigerne.