HH Elite i menneskehænder i starten på slutspillet - foto Arendina de Jong og Jan Justesen
Torsdagens modstander Odense har vundet rub og stub i denne sæson, når det gælder den danske liga og intet tyder på, at den stime stopper torsdag aften i Forum Horsens. Odense har landsholdsspillere på stort set alle pladser og midt i sæsonen fik Odense held til at tilknytte verdens bedste keeper gennem tiderne i form af Katrine Lunde. Hun har i tre årtier været med på topplan og på en god dag, er hun stadigvæk outstanding.
Det er dog ikke alene Lunde, der er skræmmende for modstanderne. Højgård, Burgaard og Elver er også skræmmende navne for enhver modstander og med den besætning er Odense ret sikre på at komme med i semifinalerne igen i denne sæson. Efter en længere pause til at pleje småskader stiller Odense op med et skræmmende stærkt hold og tilskuerne kan glæde sig til at se håndbold på et ualmindeligt højt plan i Forum Horsens Skærtorsdag.
Det gulblusede hjemmehold har også haft god tid til at træne igennem, kun Romee Maarschalkerweerd og Maria Nolsoy har været på landsholdsopgaver. Nólsoy kvalificerede sig sammen med Færøerne til VM, en kæmpepræstation af en nation med i omegnen af 50.000 mennesker. Ellers er det et HH Elite hold, der allerede har nået sæsonens store mål med en plads i slutspillet og herfra er det bare flødeskum på lagkagen med yderligere seks kampe, hvor der kan spilles helt uden nerver.
Kampen mod Odense bliver fløjtet op kl. 18.30 og dommerne bliver Kim Borup og Allan Theils. Vel mødt til håndbold i topklasse.
Peter Møller Troelsen, journalist (DJ)