HH Elite har forlænget med assistenttræner Ronni Boy med yderligere 3 år. - foto Jan Palle Justesen

14.09.23

Ronni Boy er stor en del af håndboldmiljøet i Horsens og har stor ære i byens talentarbejde og overgangen fra ungdomshåndbold til ligahåndbold. Direktør Jørgen Møller er glad for at have Ronni med 3 år mere:

Ronni er en utrolig dygtig træner og har på bedste vis knyttet HH U19 og HH Elite ligaholdet sammen. I Horsens vil vi talentudvikling og med forlængelsen af aftalen med Ronni, hvor Ronni ud over at være assistenttræner for vores ligahold også har en opgave med at afsøge markedet for unge talenter der med fordel kan knyttes til vores HH U19 hold eller som talent til vores HH Elite ligahold, er rammerne på plads til at fortsætte og gerne udvide dette. Ronni er et kæmpe aktiv for håndbolden i Horsens, og jeg ser frem til at fortsætte vores samarbejde.

Det var en kort betænkningstid for Ronni selv:

Det var en no-brainer for mig. Jeg er glad for at være en del af HH og HH Elite, og jeg er glad for at jeg i de næste tre år fortsat skal arbejde med håndbold på øverste hylde. Jeg er glad for makkerskabet med Claus Mogensen, og jeg synes vi har fundet hinanden på en hurtig og naturlig måde. Jeg er klar til fortsat at levere unge talenter til HH Elites ligahold. Jeg brænder for talentudviklingen og at se de unge spillere blomstre på ligaholdet.

Ronni har været en del af håndboldmiljøet i Horsens siden 2018 og har været en stor del af udviklingen i HH’s arbejde med de unge talenter. Ronni har trænet mange store spillere, heriblandt Mie Højlund (Odense Håndbold), Anna Kristensen (Team Esbjerg), Mathilde Neesgaard (Rapid Bukarest), Tim Winkler (Skjern) og Sidsel Mejlvang (Odense Håndbold).

Jeg kan godt lide at være et sted i lang tid, og få en kontinuitet i det jeg laver. Jeg brænder for at bygge et projekt op og efterfølgende se det blomstre. Nu har jeg været en del af Horsens i snart 6 år, og synes det er en fornøjelse at have fulgt håndboldudviklingen i byen. Jeg synes at interessen for håndbold i Horsens er stigende, og jeg håber at kunne bidrage til store præstationer for HH Elite. Jeg tror på projektet og glæder mig til at fortsætte håndboldrejsen i Horsens.

Udover at have trænet topspillere, har Ronni også en lang række meritter i bagagen. Ronni har vundet over 41 medaljer med de hold han har trænet, og i seneste sæson lød hans statistik med U19 holdet på hele 30 sejre og blot 3 nederlag, hvilket rakte til en plads ved danmarksmesterskabet for U19 holdet.