Hård modstand til HH Elite i hjemmebaneåbneren - foto MJ Foto

04.09.23

Det blev til et kedeligt og yderst knebent nederlag i sæsonens første kamp i Viborg, hvor hjemmeholdet sejrede med et enkelt mål. Hjemmebanen i Forum Horsens tages i brug tirsdag aften, når en af sæsonens guldfavoritter kommer på besøg i form af Ikast Håndbold, der startede sæsonen med en 10 måls sejr over SønderjyskE. Ikast Håndbold er ligesom HH Elite i kvartfinalen i Santander Cup, hvor de senest slog TMS Ringsted med ikke mindre end 21 mål.

Kampen i Forum Horsens tirsdag kl. 19.00 bliver en af de svære for træner Claus Mogensen og hans nye hold, der endnu ikke kan forventes helt sammenspillet. Dog vil det ligne Mogensen dårligt ikke at få sat sit mandskab op til en stor præstation mod Ikast, der i år også deltager i Champions League. Kom og se de nye spillere i form af bl.a. Mai Kragballe, Elin Hansson, Annika Meyer, Faye Janson og Melanie Bak.

Blandt stjernerne og landsholdsspillerne på Ikast-holdet er den lynhurtige og scoringssikre fløjspiller Emma Friis og Danmarks største håndboldtalent anno 2023 Julie Scaglione. Desuden vil det kunne betale sig at holde øje mod norske Stine Skogrand og den danske landsholdsspiller Simone Petersen. Mød op til stjerneparade i Forum Horsens tirsdag kl. 19.00. Kom i god tid og få en god plads. Vi bliver mange.