Fare for øretæver i grundspillets sidste kamp - foto Jan Palle Justesen
Når HH Elite onsdag aften drager over Lillebæltsbroen på vej mod Odense, er der ikke mange eksperter, der tror på point til østjyderne. Odense er blandt Europas otte bedste klubhold via en sikker plads i kvartfinalen i Champions League. I øvrigt sammen med Esbjerg og efter al sandsynlighed også Ikast. Vanskelig modstand og et hav af tidligere og nuværende landsholdsspillere er på holdkortet hos fynboerne. Den modsatte kamp i første runde endte med en sejr til Odense på 30 - 21.
Man træder næppe alt for mange hårdt over tæerne ved at fastslå, at den hidtidige sæson ikke har været, hvad man i august havde sat næsen op efter. Det er fortid nu og det det gælder om for HH Elite er nu kun at redde livet i landets bedste håndboldrække for kvinder. Kampen i Odense er i den forbindelse knaldhamrende ligegyldigt. HH Elite kommer over i kvalifikationsspillet med et point.
Her venter Bjerringbro, Ringkøbing, Århus United og Skanderborg, der senest gjorde det slemme ved HH Elite i Forum Horsens, hvor de gulblusede aldrig kom med i kampen. Der er i den grad plads til forbedring, og kampen mod Odense kan passende være en vigtig træningskamp før de fire sidste kampe i sæsonen. Her skal den kontinuitet, der har manglet i en stor del af sæsonens første 26 kampe findes frem og der skal lægges fundament til en ny sæson, hvor HH Elite siger farvel til hele ni spillere og goddag til spillere fra både Danmark og det store udland.
Kampstart i Odense kl. 19.00, hvis du alligevel er i omegnen af den fynske hovedstad eller målrettet starter automobilet og kører mod Sydbank Arena, Israels Plads 3, 5200 Odense V.