Eventyret fortsætter torsdag aften i Forum Horsens - foto Arendina de Jong
Sidst HH Elite spillede på hjemmebane, var hallen fuld af svedige håndflader, tilbageholdte åndedræt for ægte lykke, da dommerne endeligt fløjtede af. Det blev til endnu en hjemmesejr over København Håndbold. Ikke et resultat der passede den tidligere landsholdskæmpe Bo Spellerberg, der er træner for hovedstadsklubben, men et resultat der gjorde, at drømmen om en semifinale stadigvæk trods alle odds lever i bedste velkommende.
Hvis ikke drømmen skal aflives, kræver det i hvert fald en sejr over Nykøbing Falster Håndbold torsdag aften i egen hule. HH Elite fik noget overraskende en sejr på Falster, så det er ikke umuligt at håbe på en gentagelse tirsdag aften i Forum Horsens. På bænken hos falstringerne sidder næste sæsons HH Elite træner Jakob Larsen, og det i sig selv må være nok til at opildne de gulblusede fra Østjylland.
Som det var tilfældet i kampen mod København, er der gratis adgang til kampen mod Nykøbing Falster Håndbold. Sidst var det Autopartner, der sponserede indgangen for alle interesserede, og denne gang er det DK Bus, der har haft spenderbukserne på og gjort det muligt for horsensianerne at se den vel nok vigtigste kamp i HH Elites historie. Med en sejr torsdag aften er HH Elite snublende tæt på en plads mellem landets fire bedste kvindehold. Den endelige plads i semifinalen kræver ud over en sejr mod NFH også, at København sætter point til, enten på Falster eller i sæsonens sidste kamp hjemme mod HH Elite. Kom og hjælp Ronni Boys tropper på vejen mod at blive historiske.