EH Aalborg venter onsdag aften i Forum Horsens - foto Arendina de Jong
Det bliver svært at snakke sig fra favoritværdigheden i onsdagens hjemmekamp, når HH Elite møder EH Aalborg. Nordjyderne ligger uhjælpeligt sidst uden point, HH Elite vandt stort over Ålborg i pokalen og hjemmebanen i Forum er alle ting, der gør de gulblusede til favoritter.
Der er sket store forandringer, siden HH Elite sidst spillede i Bambuni Kvindeligaen. Klubben har nået kvartfinalen i pokalturneringen, og i øvrigt fået en ønskelodtrækning med en hjemmekamp mod Sønderjyske Kvindehåndbold i bestræbelserne på at nå Final Four. Klubben har meldt ud, at Jakob Larsens kontrakt ikke forlænges, når sæsonen er ovre, og så har den mangeårige assistenttræner Ronny Boy fået en lang kontrakt som cheftræner fra den kommende sæson.
En sejr onsdag aften vil få HH Elite væk fra den småkedelige 11. plads de ligger på i øjeblikket og katapultere holdet op i den øverste halvdel af tabellen. Der hvor ambitionerne ser holdet ligge også når grundspillet er overstået. Kampen er en såkaldt Veteran Match, hvor de danske veteraner hyldes. Kom i hallen og vær med til at give veteranerne en god oplevelse og støt pigerne i deres bestræbelser på at give EH Aalborg en lang tur hjem fra Horsens.
