Det europæiske eventyr starter i Bodrum - foto Inhouse Foto

28.09.25

For første gang i HH Elites historie spiller holdet søndag en kamp i European League. Det var ikke muligt at finde en sværere modstander end det tyrkiske storhold Yalikavak, men intet er umuligt for dem der selv tror på det. Og det gør man i HH Elite.

Et enkelt nederlag i den tyrkiske liga i de seneste 16 måneder er den rekordliste, tyrkerne har med i bagagen, men spørgsmålet er så, om nummer fem i sidste års Kvindeliga kan gøre det svært for serievinderne fra Yalikavak. Det tror man i hvert fald på. Kampen i Bodrum er den første af to, og et forsonligt resultat i Tyrkiet kan gøre det mere end almindeligt spændende, når de to hold ramler sammen i Torstedhallen d. 4. oktober 16.00. Og ja, du læste rigtigt. Torstedhallen bliver for en kort bemærkning hjemmebane for byens bedste håndboldhold, da Danmarks EU-formandskab har annekteret Forum Horsens i starten af oktober måned.

HH Elite har været i Bodrum siden fredag, og er klar til at kaste sig ud i klubbens største opgave siden stiftelsen. Selv om starten på året ikke har været fantastisk, er det langt fra umuligt, at opturen starter med de to kampe mod de tyrkiske mestre fra Yalikava.

Peter Møller Troelsen, journalist (DJ)