Dag og nat i Odense - foto MJ Foto

01.12.22

 

De tilskuere, der både har set HH Elites kampe mod SønderjyskE og Odense, må i første halvleg i Odense-kampen have troet, de var gået forkert. HH Elite kom på banen og spillede en formidabel første halvleg, hvor de forsvarende danske mestre i den grad var i problemer. HH Elites forsvar stod bomstærkt, Emily Stang Sando stod en fantastisk første halvleg og i angrebet viste bagspilleren Maria Holm høj klasse. Pausestillingen 13-13 var faktisk lidt misvisende, HH Elite burde have været foran ved pausen.

Odenses træner Ulrik Kirkely sagde efter kampen: HH Elite pressede os og vi ydede ikke hvad vi skulle have gjort. Stor ros til HH Elite for en god første halvleg.

Anden halvleg var så til gengæld så langt fra noget at skrive hjem om. Odense Håndbold vandt anden halvleg med 20 – 7 og HH Elite var stort set ikke til stede i den sidste halvdel af kampen. Ikke et eneste mål fra HH Elites bagspillere, ingen flow i spillet og et Odensehold, der havde fået rettet ind i pausen. Landsholdskeeperen Althea Reinhard kom i mål og fik Odenses forsvar op på mærkerne samtidigt med at HH Elite var helt væk.

Træner Jan Leslie havde allerede efter 12 minutters spil i anden halvleg brugt begge sine time outs, og selv om der også blev byttet rundet på brikkerne i løbet af kampens anden halvdel, var det et HH Elite hold, der aldrig kom i gang. Der var ikke mange der spillede bare forsonligt i anden halvleg, men Anne Sofie Filtenborg, der holdt hovedet højt i forsvaret og Tamara Haggerty kunne være mest tilfreds med deres indsats over kampen som helhed.

Der er mulighed for at få revancheret sig for HH Elite onsdag aften, hvor Ajax, København kommer på besøg. Den kamp spilles på BGI Akademiet i Bjerre onsdag 7. december kl. 19.00.