Alt eller intet i hovedstaden - foto Jens Erik Jessen

10.03.23

Lørdag kl 13.00 møder HH Elite Ajax København i Baunehøjhallen i det københavnske sydvestkvarter. En gammel hal uden de flotte faciliteter HH Elite har i Forum Horsens. De manglende faciliteter har man for længst vænnet sig til i Ajax, der er noget så særligt som en forening i en liga med enkelte forretninger med gigantiske budgetter. I Ajax er ligaspillerne allesammen trænere for ungdomshold, og sammenholdet er fremragende i den gamle arbejderklub. Et sympatisk træk, men ikke nok til at HH Elite har råd til at smide point mod Ajax. Det er pinedød nødvendigt med en Horsenssejr, hvis drømmen om det forjættede slutspil også skal leve efter lørdag.

I øjeblikket ligger HH Elite på niendepladsen et enkelt point efter Aarhus United, der lørdag skal møde Viborg. Ikke en kamp hvor eksperterne regner med point til Århus. Hvis HH Elite lever op til favoritrollen vil de gulblusede ligge på ottendepladsen. I hvert fald lidt endnu.

HH Elite mangler ud over Ajax en hjemmekamp mod Esbjerg, der må betragtes som storfavoritter og en udekamp mod Viborg. Aarhus United mangler København, der er favoritter mod Århus og i den sidste runde skal de en tur til Skanderborg, hvor Århus er favoritter.

Laura Damgaards comeback og en formeksplosion fra Maria Holm har igen spillet HH Elite ind i omegnen af slutspillet, og de skal også steppe op lørdag eftermiddag, hvis der skal toppoint med hjem i bussen. Hvis du alligevel er i hovedstaden så kig forbi Baunehøjhallen kl. 13.00 og hep på HH Elite.