Årets sidste kamp tirsdag aften i Forum Horsens - foto Jan Palle Justesen
Det er topholdet fra Ikast Håndbold, der bliver HH Elites sidste modstander i 2024. Et år hvor succeserne ikke helt står mål med de nederlag, som de gulblusede spillere fra Horsens er løbet ind i. Hvis der ikke kommer endnu et nederlag til stimen tirsdag aften, vil det være årets største overraskelse for HH Elite.
Ikast er et af de tre bedste hold i Danmark sammen med Odense og Esbjerg, og selv om HH Elite før sæsonen spillede lige op med Ikast, er uldjydernes hold på langt de fleste pladser et lille nøk bedre end de spillere, der er på holdkortet hos HH Elite, der igen må undvære Mathilda Lundström, som er ude med en langvarig skade.
Senest HH Elite var på banen var i fredags, hvor det desværre blev til endnu et nederlag i Sønderborg, hvor SønderjyskE var en lidt for stor mundfuld for det unge HH Elite hold. Annette Wirén Larsen spillede storartet, men kunne ikke ene kvinde sørge for point til Horsens, selv om HH Elite flere gange var tæt på at få hentet SønderjyskE.
I slut november og start december er der EM i kvindehåndbold. Her stiller HH Elite træneren Claus Mogensen op som træner for det færøske kvindelandshold og er derfor ikke hjemme og træne holdet i den lille måned der er EM. Spillerne er dog i særdeles kompetente hænder, når Ronnie Boy svinger taktstokken i december måned.
Vel mødt i Forum Horsens til årets sidste kamp mod Ikast Håndbold. Kampen fløjtes op kl. 20.00.