Årets sidste kamp. - foto Arendina de Jong
Efter et 12-måls nederlag på hjemmebane til København Håndbold i sidste uge, har HH Elite især brug for point, når vi onsdag tager til Skanderborg og spiller sidste kamp i 2023. Og der kan ifølge statistikkerne være chancer for point. Kampene mod Skanderborg i sidste sæson bød nemlig på 2 uafgjorte kampe og en sejr til HH Elite. Sidste kamp var i foråret 2023, hvor Kristin Thorleifsdottir leverede hele 9 mål og 2 assists.
Elin Hansson tager sammen med Kristin til VM efter kampen mod Skanderborg, og vi håber at kunne sende dem afsted med en sejr og lidt ekstra selvtillid i bagagen.
Selvom efteråret har været skuffende for HH Elite, har vi 2 fantastiske målvogtere, som har bidraget med alt, hvad de kunne. I øjeblikket har de begge to en redningsprocent på 28%, hvilket placerer dem på 14. og 15. plads i tabellen. Det er et stykke højere end Skanderborgs målvogtere, der står med en redningsprocent på hhv. 25,7% og 24%, og dermed en 20. og 25. plads i tabellen. Så mon ikke vi får nogle fantastiske redninger at se fra vores målvogtere i de kommende kampe.
Hvis vi skal beholde drømmen om en plads i slutspillet, kræver det først og fremmest, at vi får en sejr mod Skanderborg. Derudover kræver det, at vi får hentet en masse point i kampene efter julepausen. Jagten starter allerede den 3. januar, når vi tager imod Odense Håndbold i Forum Horsens.
Vi har som sagt brug for alt den opbakning vi kan få, og da onsdagens kamp ikke bliver sendt på tv, opfordrer vi folk til at komme og støtte pigerne. Så tag din ven eller nabo under armen, og mød op i gult. Kampen spilles i Fælledhallen i Skanderborg, onsdag d, 15. november, og fløjtes i gang kl. 18.30.