Rasmus Vandbæk takker af i HH

En meget dygtig træner stopper i klubben med sidste kamp i Santander Cup for div. damernes vedkommende og som det ser ud i skrivende stund mangler Rasmus også lige et JM med U18 pigerne.

Det er med vemod og ærgelse at vi siger farvel til Rasmus, som har gjort et fantastisk job i HH i de sidste 2 sæsoner.
Det er i den grad en engageret, flittig, fagligt dygtig og særdeles vellidt træner vi desværre mister.
Som træner mestre Rasmus også træning af vores målvogtere og her har han i begge sæsoner både haft vores seniorer, U16 og U18 målvogtere at træne og udvikle på.

I den første sæson Rasmus var i HH, var det som cheftræner for vores piger på U18 akademiet som han i den sæson fik spillet i ligaen og i denne nu næsten afsluttede sæson har Rasmus været cheftræner for både U18 pigerne på HH-akademiet og for 2. div damerne.
Også i hans foreløbig sidste sæson var der masser af succes, da det ligner en finale om JM med U18 akademiet og som det er de fleste bekendt har Rasmus jo allerede og i overbevisende stil formået at sende div. damerne direkte op i 1. div.

Det har ganske enkelt været fantastisk det arbejde Rasmus har ydet i klubben.
At vi desværre ikke forsætter samarbejde til næste sæson skyldes udelukkende at klubben og Rasmus ikke kunne blive enige om vilkårene for samarbejdet og ikke som Horsens Folkeblad giver udtryk for, at det skulle handle om hans unge alder og dermed ikke så meget erfaring og rutine.
Denne udlægning af pressen har intet på sig og vi synes Rasmus selv har bevist at han trods sine kun 29 år har gjort et rigtig flot job i HH.

Rasmus TAK for din kæmpe indsats og flotte resultater du har opnået for HH og til en kæmpe glæde for alle dine spillere.
Jeg ved at spillerne sætter stor pris på dig som både træner men i særdeleshed også for dine store menneskelige egenskaber.

TAK for dansen Rasmus, jeg håber vi kan byde dig op igen en dag og du ønskes af hjertet held og lykke fremover.
boesen