En sejr af stor betydning !


I weekenden kom første sejr i hus for de gule i hjemmekampen mod Tarm-Foersum, og den oplevelse har givet spillerne et mentalt boost, mener Jes Boesen.


Det betyder enormt meget for holdet at få den første sejr. En fortjent sejr, hvor pigerne viste mere vilje og fight, redningsprocenten var højere og et par af spillerne ’’slap hestene løs’’. Mentalt betyder sejren også utrolig meget. Når vi ser på tabellen, er vi ikke længere uden point og ligger sidst, og samtidig har spillerne oplevet, at de er gode nok og godt kan vinde kampe. I bund og grund er holdet jo ikke blevet bedre håndboldspillere af at vinde, men oplevelsen ved at vinde kan give spillerne mod til at turde spille deres spil og ikke være bange for at tabe. 

Udover to point og et moralsk boost for spillerne, så betyder sejren også noget for hverdagen i klubben og fornyer troen på succes. Samtidig kan sejren forhåbentlig være med til at bibeholde det flotte tilskuertal.

For klubben betyder det rigtig meget i hverdagen, da de mange nederlag har forplantet sig rundt i klubben og givet en mindre god stemning. Nu er trykket lettet lidt hos både spillere, trænere samt ledere, og det er nemmere at fastholde opbakning og positiv energi fra de mange sponsorer, hjælpere mm. Samtidig er det lettere at fastholde den fantastiske opbakning fra tilskuerne, der indtil videre har været dybt imponerende. Jeg tror ikke, der er andre klubber i divisionen, der har så mange tilskuere til deres kampe som vi, og det håber jeg fortsætter.

Disse synspunkter bliver delt af Christian Bech, der via sin virksomhed CWBSOFT er sponsor og tæt samarbejdspartner for HH Elite.

Som tæt samarbejdspartner, ungdomstræner og far til ungdomsspillere i HH betyder denne sejr en hel del. For det første var det vigtigt for spillernes selvtillid, og dernæst er det lettere for alle omkring klubben at bevare troen på flere sejre, nu hvor de første point er på kontoen. Samtidig fik publikum set at pigerne godt kan spille sig frem til point, og det, tror jeg, gør det lettere at få dem i hallen til næste hjemmekamp, og jo mere opbakning og støtte til pigerne des større er chancen for flere sejre. Jeg har som samarbejdspartner hele tiden troet på projektet, og sejren i søndags bekræfter, at pointene nok skal komme. Det kræver dog stadig benhårdt arbejde fra trænere, spillere og folkene omkring klubben.

Med de positive lyde fra klubben kan der nu ses frem mod morgendagens kamp i Skanderborg. Her venter arvefjenderne fra Skanderborg Håndbold, og Jes Boesen forventer en hård kamp, men håber at kunne tage håneretten med sig hjem.

Sejren har givet os selvtillid, men vi skal være på 100% for at få point mod Skanderborg eller noget andet hold i 1. division. Skanderborg har ligesom os et godt hold, og kampen er derfor helt åben, som lokalopgør ofte er. Der er dog ingen tvivl om, at vi går efter sejren, da en sejr over arvefjenderne fra Skanderborg vil give endnu mere selvtillid og samtidig skabe god kontakt med de øvrige bundhold. Det vil selvfølgelig også give håneretten i området, og det er jo altid dejligt.